Som en del af borgerforslaget “Sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge” rejste jeg som hovedstiller flere problemstillinger i mødet mellem borger og det nuværende jobcentersystem. Bl.a. den manglende sagsbehandlingsgaranti, utilstrækkelige kompetencer, ikke eksisterende retssikkerhed samt det paradoksale i at sygdomsramte ikke får lov at arbejde det helbredet tillader. Jeg vil i kommende blogs folde de centrale anbefalinger ud i relation til Reformkommissionens nye anbefalinger til et nyt jobcentersystem. Dette blogindlæg begrænser sig til løntimer frem for passiv afklaring.
Hvorfor har jeg flere gange peget på, at syge skal have lov at arbejde det helbredet tillader frem passiv afklaring? Fordi det allerede er lovgivers intention i nuværende lovgivning og fordi andet er menneskeligt og juridisk uacceptabelt.
I retskilderne til fleksjob- og førtidspensionsreformen fremgår det i flere sammenhænge, at en arbejdsevne ikke må være illusorisk. Arbejdsevnen skal således afklares praksisnært og være realistisk – IKKE teoretisk, som det fremgår af retskilderne.
En afklaring af arbejdsevnen skal endvidere iværksættes og foregå i “kollegiale sammenhænge”, som det tydeligt er anført. Hvad betyder det? Det betyder kort fortalt, at der ikke må iværksættes sengepraktikker, da ingen potentielle kollegaer bliver ansat til at ligge i en seng. Det betyder også, at en praktik ikke må iværksættes med det formål isoleret set at lægge karklude sammen 15 minutter om ugen, hvis ikke andre potentielle kollegaer er ansat til den opgave og tidsramme.
En praktik skal have et formål; opkvalificering af kompetencer eller fx at få afdækket arbejdsevnen. Det afgørende er at formålet er tydeligt beskrevet ligesom tidsperioden og opfølgning/evaluering for praktikken tydeligt skal fremgå af den aftale som den sygdomsramte indgår med jobcentret. En praktik kan i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats have en varighed på 13 uger med mulighed for forlængelse i op til 26 uger ud fra en konkret vurdering. Lovgiver har således allerede sendt et meget klart signal om, at man indenfor en periode på 13 uger eller 26 uger må kunne blive klogere på arbejdsevnen – og herunder sikre dokumentation. Derfor er det uforståeligt, at flere sygdomsramte kan berette om afklaringsperioder på 5, 10 og 15 år i jobcentersystemet.
Flere tiltag har igennem årene skulle sikre syge en mere progressiv afklaring. Bl.a. har Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering også i 2015/2016 iværksat projekt “Jobfirst” – Arbejdet først. Titlen siger det meget sikkert. Det skulle handle om arbejdet først – altså lønkronerne først frem for den passive afklaring. Projektbeskrivelsen fra styrelsen er heller ikke til at tage fejl af – ej heller Ankestyrelsens principafgørelse 44-17, hvor det bl.a. fremgår:
“I den konkrete sag havde borgeren ret til fleksjob på den arbejdsplads, hvor han under sit ressourceforløb havde været ordinært ansat i et ustøttet job 10 timer om ugen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at begrænsningerne i borgerens arbejdsevne allerede var til stede ved ansættelsens begyndelse, hvor arbejdstiden blev aftalt til 10 timer, at ansættelsen blev etableret under et ressourceforløb
og oprindeligt var støttet beskæftigelse i form af en virksomhedspraktik, samt at borgerens skånehensyn
blev tilgodeset i ansættelsen.”
Principafgørelse 44-17 er et godt eksempel på løntimer og progressionen videre til et fleksjob, når helbredet ikke tillader fuldtidsarbejde. I mange år har man således forsøgt at få kommunerne til at iværksætte forløb med løntimer med det formål at sikre en mere progressiv afklaring enten tilbage på fuldtid eller videre til et fleksjob. Langt fra alle kommuner er fulgt med.
Reformkommissionens anbefaling om fokus på løntimer er således i fin tråd med allerede eksisterende lovgivning og min appel i borgerforslaget. Syge skal have ret til en afklaring i kollegiale sammenhænge indenfor en forudsigelig tidsramme. De skal ikke fortsætte i passiver praktikker på ubestemt tid igennem flere år. Nu må det handle om en lovgivning, der forpligter kommunerne og samtidig giver syge den nødvendige retssikkerhed.
Det er afgørende anbefalinger, som jeg kun kan appellere til at politikerne tager alvorligt og får implementeret.
Min næste blog vil bl.a. omhandle kompetenceløft og sagsbehandlingsgaranti.
Du kan læse mere i min bog JURABOOST 2.0 eller i Dem vi ikke taler nok om: